Ledige pladser
Ny elev på skolen
Skolestart og skoleskifte er en stor omvæltning for de fleste.
På Skolen for Livet lyttes til hver enkelt elevs behov.
Vi glæder os til at møde dig/jer!
Efter aftale med skoleleder Julie på skoleleder@skolenforlivet.nu kan en rundvisning arrangeres. I inviteres til at se de fysiske rammer, snakke med elever og lærer samt mærke stemningen i hverdagen.
Rundvisninger vil finde sted i legeritiden, dvs efter kl. 13.15 efter aftale. Ønskes det at deltage i undervisning kan dette også arrangeres.
Rundvisning
Prøv skolen
Efter aftale med skoleleder Julie på skoleleder@skolenforlivet.nu er det muligt, at deltage i en prøveuge og blive en del af fællesskabet i den relevante klan. Dette er en god måde at mærke stemningen, undervisningen og fællesskabet i praksis.
-
Skab en positiv fortælling
Snak positivt om skolen hjemme - børn tager ofte deres forældres holdning med sig. Del de spændende aspekter ved skolen og skolens værdier.
Fortæl om alt det sjove: aktiviteter, venner, udflugter og alt det, der gør skolen til et trygt og spændende sted at være.
-
Vær åben for det nye
De første dage kan føles som en omvæltning - både for børn og voksne. Vær tålmodig, og giv tid til at tilpasse sig de nye rutiner.
Skolen kan have en anderledes tilgang til læring eller fællesskab, så vær åben og nysgerrig på hvordan skolen arbejder.
-
Opmuntr til at dele oplevelserne
Spørg dit barn: “Hvad var det bedste ved skolen i dag?” eller “Hvordan gik det med din nye ven?” eller “Er der noget i skolen du glæder dig særligt til i denne uge?”
-
Skab tryghed i det daglige
Morgenrutiner: Start dagen med tid og ro, så barnet ikke føler sig presset.
Forbered barnet på, hvad der skal ske i løbet af dagen, så de ved, hvad de kan forvente - fx med en lille samtale om, hvad de skal lave, hvem de skal være sammen med, og hvad de skal have med i tasken.
-
Tæt kommunikation med skolen
Vær til stede: Læs og svar på informationer og ugebreve fra skolen. Det giver dig indsigt i, hvad der sker og gør det lettere at understøtte dit barns læring og trivsel.
Tøv ikke med at række ud: Hvis du har bekymringer, store eller små, så kontakt din klanleder(lærer). Kommunikation skaber tryghed og løsning på eventuelle udfordringer.
-
Støt op om værdier og fællesskab
Skolen har et stærkt fællesskab og en særegen kultur, der understøtter læring og trivsel. Som forældre er deltagelse i fællesskabet vigtigt.
Kom til forældremøder og events.
Støt op om fælles aktiviteter.
Bidrag gerne med din kompetancer. -
Tid til fritid og led
Skolelivet kan være intenst i starten, så sørg for, at dit barn har tid til at lege og være sig selv uden for skolen. Det hjælper dem med at bearbejde deres oplevelser og finde balance.
Husk at tøffetid er lige så vigtig som skolearbejde.
-
Et åbent og støttende netværk
Mød andre forældre og lær dem at kende. Det er en stor hjælp at have et stærkt netværk, hvor både børn og forældre kan støtte hinanden.
Hvis du er usikker på noget, eller har spørgsmål, så er du ikke alene - alle forældre vil være i samme situation på et tidspunkt.
-
Støt op om læring derhjemme
Skolen for livet fokuserer på, at børn lærer på forskellige måder, så vær tålmodig med det, dit barn lærer hjemme. Støt op om læringen på en naturlig måde og vær nysgerrig på, hvad barnet har lært, så du kan skabe et hjemmemiljø, der understøtter det.
I kan fx låne bøger på biblioteket, lave små regne opgaver, se en dokumentar.
Læring handler både om fag, trivsel, relationer og det hele menneske.
Skolepenge
På Skolen for Livet betaler alle det samme, hvad enten man benytter sig af vores fritidsordning, Legeriet eller ej. Det gør vi, fordi vi gerne vil give alle børn mulighed for at deltage i Legeriets tilbud uanset alder. Vi mærker, at det giver en fællesskabsfølelse og sammenhængskraft imellem børnene, hvilket er noget ganske særligt for skolen.
Grundet krav fra staten, der betaler Legeri tilskud til elever i 0. til 3. klasse er skolepenge-delen og Legeri-delen udspecificeret.
Månedlig betaling:
0. til 3. klasse
Skolepenge: 1.150 kr. pr. måned
Legeri: 900 kr. pr. måned
4. til 9. klasse
Skolepenge: 2.050 kr. pr. måned
Søskenderabat
Rabatordningen er et udtryk for vores ønske om at støtte familier med flere børn, der har valgt fællesskabet på Skolen for Livet.
Barn nr. 2: 25 % rabat (1.537,50 kr.)
Barn nr. 3: 50 % rabat (1.025 kr.)
Barn nr. 4 og derefter: gratis
Der betales skolepenge i alle årets 12 måneder.
Fripladstilskud:
Hvert år kan forældre ansøge om tilskud via staten til betaling af skolepengene. Tilskuddet er indtægtsbestemt. Information om tilskud kan findes her: https://www.fskr.dk/tilskud/friplads/om-fripladstilskud
Optagelse
Optagelsesprocedure
Når man ønsker optagelse på Skolen for Livet, foregår det i følgende trin:
Ansøgning om optagelse via skolens hjemmeside.
Som kommende spirer elev (børnehaveklasse) inviteres familien til orienteringsmøde i september året før skolestart.
Alle ansøgere inviteres til optagelsessamtale med skoleleder, hvor der tales om barnets behov, eventuelle udfordringer, trivsel og skolens værdier.
Tilbud om plads – hvis der er ledige pladser. Når pladsen accepteres, betales indmeldelsesgebyr og 2 måneders forudbetalte skolepenge.
Hvis en familie efterfølgende vælger ikke at gøre brug af pladsen, refunderes det betalte beløb ikke.
Gebyrer og betaling ved optagelse
For at sikre en ordentlig proces omkring optagelse, planlægning af nye klaner samt styring af økonomi, har skolen følgende gebyrer:
Optagelsesgebyr
Gebyret er på 300 kr. Det betales ved ansøgning om optagelse på skolen, når optagelsesformularen udfyldes og sendes til skolen. Beløbet refunderes ikke.
Indmeldelsesgebyr
Gebyret er på 1000 kr. Det betales efter samtale med skoleleder, når eleven har fået pladsen tilbudt, man er først sikret en plads når beløbet er betalt. Indmeldelsesgebyret refunderes ikke.
Forudbetaling
Der forudbetales 2 måneders skolepenge forud for skolestart, eleven er først sikret en plads når beløbet er betalt. Beløbet dækker de 2 måneders skolepenge, der skal betales ved udmeldelse. Går eleven først ud af 9. klasse, betales der ikke skolepenge de sidste 2 måneder.
Udmeldelse
Ved udmeldelse gælder følgende:
Der betales for løbende måned + 2 måneders skolepenge.
Udmeldelse skal ske skriftligt til skolens kontor.
FAQ
-
Hvordan søger man optagelse?
I er altid velkomne til at kontakte os via mail eller telefon. Vi inviterer jer gerne til en samtale og rundvisning, og derfra kan vi aftale en prøveuge, hvis det føles rigtigt for jer og jeres barn.
Hvis dit barn skal skrives op til skolestart er der et optagelsesgebyr på 300k og indmeldelsesgebyr på 1000kr.
Se mere ovenfor.
-
Er der venteliste og hvordan fungerer den?
Ja, nogle klaner kan have venteliste. Når I skriver jeres barn op, noterer vi ønsket starttidspunkt og kontakter jer, hvis der er/bliver en ledig plads. Vi prioriterer også søskende og lokale familier.
Vi opfordrer børn til skolestart at blive skrevet op i god tid.
-
Kan mit barn starte midt på året?
Ja, det er muligt, hvis der er plads i den relevante klan (klasse). Vi ser på barnets trivsel og overgang, så det bliver en tryg start for både barnet og fællesskabet.
-
Hvordan er undervisningen organiseret?
Undervisningen foregår i klaner – aldersblandede fællesskaber – hvor vi arbejder med praksisnær læring, projektarbejde og faglige forløb, der tager afsæt i børnenes nysgerrighed og virkeligheden omkring os.
Du kan læse mere om undervisningnen og vores tilgang til Projekt Baseret Læring (PBL) under “Om skolen”.
-
Er der karakterer og tests?
Siden Skolen for livet blev oprettet, har skolen været eksamens- og test fri.
Vi arbejder med faglig fordybelse på en måde, der giver mening for børnene. Vi laver ikke nationale tests, men følger børnenes udvikling tæt gennem dokumentation, samtaler og individuelle læringsmål.
Vi opererer heller ikke med lektier i traditionel forstand men alle børn opfordres til at læse minimum 20 min hver dag derhjemme.
-
Kan man fortsætte på gymnasium eller lignende?
Vi tilbyder ikke folkeskolens 9 klasseprøver eller karakterer, men vi har gode erfaringer med at sende de unge videre i uddannelsessystemet uden afgangsprøver. De oplever sig selv som trygge, unge mennesker med demokratisk selvtillid og troen på at de er gode nok som de er.
De tager ofte på efterskole, eller et andet tiende klasse år. Hvis de unge ønsker at gå direkte fra 9. klasse til f.eks. gymnasiet, skal de til en optagelsesprøve. Prøven består af en 5 timers prøve med spørgsmål fra 5 forskellige fag samt en samtale med gymnasiets ledelse.
-
Hvis mit barn har behov for det, kan jeg så være med i begyndelsen?
Ja, selvfølgelig. Vi ved, at trygge overgange er vigtige, og nogle børn har brug for en forælder i nærheden i starten. Vi aftaler det individuelt, så det bliver en god og rolig indkøring – for både barnet og klanen.
-
Hvordan inddrages forældrene i skolen?
Forældresamarbejdet er en vigtig del af skolens liv. Vi forventer åben dialog og aktivt engagement i både skoleliv og fællesskab – fx ved arbejdsdage, arrangementer og klansamtaler.
-
Hvad er skolens pædagogiske grundlag?
Vi arbejder med praksisnær, levende undervisning, hvor fagene integreres i temaer og virkelighedsnære projekter. Læring sker i fællesskab, med kroppen, hjertet og hjernen i spil.
-
Hvordan arbejder I med trivsel og fællesskab?
Vi prioriterer trygge relationer, tydelig kommunikation og et stærkt fællesskab. Børnene lærer at tage ansvar – både for sig selv, hinanden og fællesskabet.
-
Hvordan arbejder i med differentiering?
I klanerne tilpasses undervisningen til børnenes forskellige niveauer, interesser og læringsstile. Børn lærer både af og med hinanden, og der er tid og plads til fordybelse.
-
Hvad skal børnene have med?
En god madpakke, en snack til 10-pausen, penalhus, tøj efter vejret og lyst til at være en del af fællesskabet. Vi er meget ude, så praktisk tøj er vigtigt.
Den klan ansvarlige lærer skriver ud til forældrene hvis der er yderligere.
-
Hvordan er pauser og måltider organiseret?
Børnene medbringer madpakker til dagen, og der er fælles pauser, hvor vi spiser sammen i ro og nærvær. I nogle perioder inddrager vi børnene i madlavning eller høst fra køkkenhaven.
Der er en kort 10-pause og en lidt længere frokost pause kl 12.
-
Tager I imodbørn med særlige behov?
Vi har erfaring med børn, der lærer og trives på forskellige måder, og vi gør os umage for at skabe en tryg ramme. Optagelse sker altid efter individuel samtale og vurdering.
Vi har ligeledes erfaring med forskellige børnegrupper, men har som udgangspunkt ikke specialpædagogiske ressourcer på fuldtid.
-
Hvad er skolens holdning til mobiltelefoner?
Vi har mobilfri skoledag. Det giver ro, nærvær og mulighed for at være til stede i fællesskabet og naturen. Telefoner bliver lagt væk i skoletiden.
Vi glæder os til at byde jer velkommen
Kontakt
Kontakt skolen via formularen, på email eller på telefon 51367857.

